Havnen

Den nye bydel bliver nabo til Fredericia Havn, som - målt på godsmængder - er Danmarks største erhvervshavn. Fredericia Kommune er meget bevidst om havnens betydning for byen, regionen og ikke mindst for national og international godstransport. Det er derfor helt centralt for Fredericia Kommune, at havnen sikres gode muligheder for fortsat udvikling og vækst.
Fredericia Havn
Fredericia Havn er Danmarks største Erhvervshavn målt på godsmængder. Fredericia C vil levne plads til både byudvikling og erhvervshavn.

Selskabet bag Fredericia Havn, Associated Danish Port A/S (ADP), har gennem de sidste år udviklet en strategiplan for Fredericia Havns udvikling. Havnens strategiplan giver mulighed for, at Fredericia Kommune vil kunne planlægge byudviklingen i Fredericia C uden at komme i konflikt med havnens ønsker til udvikling. Det er med andre ord muligt at fastholde og udbygge Fredericia Havns status som Danmarks største godshavn og samtidig sikre et fortsat vækstgrundlag for selve byen.

Strategiplanen blev præsenteret for Fredericia Kommune i efteråret 2007, og den fokuserer blandt andet på, hvordan havnen sikres vækstmuligheder, samtidig med at miljømæssige konflikter undgås. Strategiplanen koncentrerer således havnens udvikling i områder, der ligger væk fra støjfølsomme byfunktioner, såsom eksisterende og oplagte kommende boligområder.

Fredericia Kommune ser meget positivt på strategiplanen, der netop giver mulighed for, at både by og havn kan udvikle sig side om side, uden at komme i konflikt med hinanden.

Hent og læs ADPs strategiplan for Fredericia Havn (pdf-fil)