Udviklingen af FredericiaC varer op til 25 år. De første faser handler om at få hele grundlaget på plads. Der skal afholdes en konkurrence om den overordnede udviklingsplan og udarbejdes kommuneplantillæg og lokalplan. Herefter går byggemodning, salg af arealer og til sidst byggeri i gang.
Fase 1: Programmet (3-6 måneder)
- krav og ønsker til den nye bydel
Hvordan FredericiaC kommer til at se ud, bliver lagt fast på baggrund af en konkurrence mellem tværfaglige teams. Inden konkurrencen kan gå i gang, bliver der udarbejdet et konkurrenceprogram, som udstikker de overordnede rammer for projektet og skitserer de ønsker og krav, der er til FredericiaC.
Konkurrenceprogrammet bliver udarbejdet af partnerskabet FredericiaC i samarbejde med en række rådgivere. Forløbet er tilrettelagt sådan, at fredericianerne får rig mulighed for at bidrage med idéer og tanker, som kan blive indarbejdet i konkurrenceprogrammet.
Læs mere om konkurrenceprogrammet
Fase 2: Konkurrence og udviklingsplan (6-9 måneder)
- hvordan skal den nye bydel se ud
Når konkurrenceprogrammet ligger klar, bliver der udskrevet en idékonkurrence. Her bliver tværfaglige teams med kompetencer inden for arkitektur, trafik, infrastruktur, økonomi, byliv og bæredygtighed indbudt til at komme med deres bud på, hvordan FredericiaC kan virkeliggøres.
På grundlag af vinderforslaget bliver der udarbejdet en udviklingsplan for hele området, der udstikker rammerne for byens udvikling.
Senere i projektforløbet kan der afholdes mere detaljerede konkurrencer for de enkelte etaper, efterhånden som bygninger, byrum og udearealer skal opføres og anlægges.
Fase 3: Plangrundlag (12-15 måneder)
- tillæg til kommuneplan, lokalplan og offentlig høring
Mens udviklingsplanen for FredericiaC bliver gjort færdig, går den kommunale planproces i gang. Planprocessen er en fast bestanddel, når der skal opføres større byggeri eller anlægges byområder.
Kommunen udarbejder et forslag til tillæg til kommuneplan og til en lokalplan, der angiver rammer og retningslinjer for udviklingen i området. Forslagene bliver sendt i offentlig høring, og borgerne får mulighed for at komme med indsigelser for og i mod, inden den endelige lokalplanen kan vedtages.
Fase 4: Byggemodning og projektering
- arealerne bliver gjort klar til byggeri
Når lokalplanen er vedtaget, begynder byggemodningen af projektets første etape og eventuelt også projektering af nogle af de centrale anlæg. Håndtering af forurenet jord er en del af byggemodningen.
Fase 5: Grundsalg
- arealerne bliver solgt til dem, der skal bygge
I takt med at arealerne bliver byggemodnet, skal de udbydes til salg. Der vil blive udarbejdet udbuds- og salgsmateriale, som rummer krav til byggeriets kvalitet, bæredygtighed mv. Salget vil ske, når det er markedsmæssigt mest hensigtsmæssigt og til markedspris.
Fase 6: etablering af infrastruktur
Den overordnede infrastruktur bliver planlagt og gennemført i takt med, at områderne i FredericiaC udvikler sig.
Videre proces
Projektets efterfølgende etaper vil foregå som en vekselvirkning mellem byggemodning og grundsalg.