Yderligere tre interesserede investorer ønsker at bygge i FredericiaC-området.
I sidste uge blev den første hensigtserklæring om handel med grunde i
FredericiaC indgået med Boligkontoret Fredericia. Nu er yderligere tre
hensigtserklæringer faldet på plads. Til sammen tegner de et varieret billede af boliger og nu også kontorbyggeri.
Endnu et boligselskab, Boligselskabet Futura i Fredericia, ønsker at købe byggeretter, når FredericiaC-området om nogle få år har været igennem den indledende planlægning og byggemodning. Boligselskabet Futura, som er en del af det landsdækkende boligselskab Domea, ønsker at opføre 80 almene boliger på havneområdet.
- Vi er meget glade for, at vi kan blive blandt de første, der bygger boliger i
den nye bydel i Fredericia. Beliggenheden mellem bykernen og vandet er
fantastisk, og at der satses meget på byliv, bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet gør det ikke mindre spændende for os, siger regionschef i Domea, Erik Lønne Gottfredsen.
FredericiaC skal rumme noget for en hver smag og pengepung. Udover de mange almene boliger, er der nu også lagt op til byggeri af tyve ejerlejligheder ved havnefronten. Det er Fredericia-firmaet R.A. Ussing & Søn Tømrer- og Snedkerforretning, som ønsker at opføre de nye ejerboliger.
Erhvervsbyggeri
Også opførelsen af erhvervsejendomme er i støbeskeen. Den
hensigtserklæring, som R.A. Ussing & Søn har underskrevet sammen med FredericiaC, omfatter 5-6.000 etagekvadratmeter erhvervsbyggeri, som tænkes opdelt i en række mindre enheder til kontorarbejdspladser.
Derudover planlægger den Fredericia-baserede teknologivirksomhed 3Tech Automation at opføre et nyt hovedsæde i FredericiaC.
- Det er virkelig dejligt at mærke, at der kommer flere og flere, både her fra byen og udefra, som ønsker at være med, når byggeriet af boliger og erhverv om få år går i gang i FredericiaC, siger Mette Lis Andersen, som er adm. direktør i Realdania Arealudvikling og konstitueret direktør for FredericiaC.
Det fremtidige byggeri på FredericiaC skal efter planen fordeles med 50% boliger, 40% erhverv og 10% kultur. Byggeriet skal opfylde FredericiaC’s visioner og ambitioner, bl.a. med hensyn til bæredygtighed, by- og livskvalitet og arkitektonisk kvalitet.
Den videre proces
I det nye år går en konkurrence i gang med det mål at få lagt en samlet
udviklingsplan for området. Planen skal omfatte både boliger, erhverv og
kultur og leve op til projektets visioner, der tager udgangspunkt i
bæredygtighed i bred forstand og livskvalitet for de mennesker, der skal bo i og bruge området.
Herefter skal plangrundlaget for FredericiaC på plads, og området skal byggemodnes, før byggeriet af boliger, erhvervslejemål og kulturfaciliteter kan gå i gang. I mellemtiden skal midlertidige aktiviteter på FredericiaC-området sikre ambitionen om, at der kommer byliv før bygninger.
-------
Fakta om investorerne
Boligselskabet Futura er Fredericias yngste boligselskab og råder i dag over 225 lejeboliger. Futura har siden starten været med til at skabe nye boligtyper. Boligselskabet Futura administreres af Domea - et landsdækkende boligselskab, som administrerer cirka 31.000 boliger med op mod 60.000 beboere. Boligerne ejes af over 150 selvstændige boligselskaber, som er med i Domea, heriblandt Boligselskabet Futura.
R.A. Ussing & Søn Tømrer- og Snedkerforretning har base i Fredericia.
Udover at udføre tømrer- og snedkerarbejde køber firmaet ejendomme med henblik på at sætte dem i stand og leje dem ud. R.A. Ussing & Søn har også været hovedentreprenør på flere store byggeprojekter.
3Tech Automation er en virksomhed med base i Fredericia. Firmaet udvikler og konstruerer kontrol- og overvågningssystemer til virksomheder og arbejder med bl.a. procesanlæg og maskinstyringer til forskellige brancher.
For yderligere oplysninger:
· Erik Lønne Gottfredsen, Domea, tlf. 76 64 67 02, mobil 51 29 30 14,
mail
ELG@domea.dk.
· Mogens Ussing, R.A. Ussing & Søn, tlf. 75 94 20 78, mail
mu@raussing.dk.
· Stig Kejser Nielsen, 3Tech, tlf. 76 20 60 30, mobil 40 30 89 30, mail
stig.k.nielsen@3tech.dk
· Mette Lis Andersen, FredericiaC – kontakt chefkonsulent Peder Lind
Pedersen, Realdania Arealudvikling, tlf.: 40 42 86 96, mail:
plp@rdau.dk.