FredericiaC’s bestyrelse har nu godkendt planen for det såkaldte ”Grow Your City”-projekt, som fra maj 2012 og året ud vil give borgere og interessenter mulighed for bl.a. at dyrke grøntsager, krydderurter, planter og træer i FredericiaC’s område omkring Sønder Voldgade. Det er initiativgruppen bag Grow Your City, som består af interesserede borgere og repræsentanter fra lokale gartnerier, planteskoler og lignende ”grønne” virksomheder fra Trekantområdet, der har udarbejdet planen for det midlertidige projekt.
- ”Grow Your City” er en midlertidig aktivitet, som har til formål at skabe liv i og ejerskab til FredericiaC’s område omkring Sønder Voldgade. Alle interesserede i hele byen, kommunen og Trekantområde kan være med, siger Jens Christensen, projektdirektør i FredericiaC.
Køkkenhaven, Biografen og Trælunden Når FredericiaC indvier ”Grow Your City” til maj vil borgere og interessenter kunne opleve og anvende tre forskelligartede, grønne områder omkring Sønder Voldgade.
Området nord for Sønder Voldgade – kaldet Køkkenhaven – bliver indrettet med køkkenhaver i flytbare højbede, en grill og et hyggeligt udekøkken, hvor borgere, institutioner og restauratører selv kan dyrke og tilberede grøntsager og krydderurter. Med de mange fiskerimuligheder på havnen, er det desuden oplagt at fange frokosten eller aftensmaden selv – og tilberede den med de afgrøder, man selv har dyrket. De grå vægge, der omkranser Køkkenhaven, beplantes og udstyres med fuglekasser. Mod vejen etableres en række bistader.
Gavlen af bygningen på Sønder Voldgade 10 vil fortsat kunne rumme et lærred til brug for ”Open Air Bio”-arrangementer i området øst for bygningen, som derfor er døbt Biografen. Området vil dog primært blive brugt til dyrkning af mere end 100 forskellige danske vildplanter fra bl.a. skov-, eng- og strandmiljøer. Længere mod øst bliver området Trælunden indrettet med en række mindre træer og buske.
- Beplantningen i Biografen og Trælunden sker i flytbare kasser, krukker eller bokse, og har til formål at teste, hvilke planter der trives i det specielle miljø ved Lillebælt, og som derfor kan være velegnede til at skabe grønne tage og vægge i den kommende bydel, siger Kaj Møller Nielsen, formand for initiativgruppen bag Grow Your City
Selvom Grow Your City først indvies til maj, kan alle, der er interesserede i at indgå en aftale om at dyrke en del af de kommende køkkenhaver, f.eks. enkeltpersoner, skoler, boligforeninger m.v., allerede nu kontakte FredericiaC for at drøfte mulighederne.
Vedlagt i bilag:
· Luftfoto med markering af de tre delområder Køkkenhaven (nord for Sønder Voldgade), Biografen og Trælunden (syd for Sønder Voldgade)
Pressen kan få mere information hos:
· Jens Christensen, projektdirektør, FredericiaC, tlf. 30 57 82 77, e-mail: jch@fredericiac.dk
· Kaj Møller Nielsen, formand for initiativgruppen bag Grow Your City, tlf. 40 28 84 83, e-mail: growyourcity@gmail.com
Læs mere om Grow Your City på FredericiaC’s hjemmeside: www.FredericiaC.dk
FAKTA OM GROW YOUR CITY
Grow Your City er et midlertidigt projekt, der løber i hele 2012. Projektet indvies officielt den 16. maj 2012.
Projektet har til formål at skabe liv og aktivitet på FredericiaC’s arealer omkring Sønder Voldgade via involvering af borgere, interessenter og besøgende. Projektet planlægges gennemført i et areal på 6.500 m2 med tre delområder: Køkkenhaven på 2.500 m2, Biografen på 2.000 m2 og Trælunden på 2.000 m2.
Initiativgruppen bag Grow Your City er dannet på foranledning af FredericiaC, som støtter og opstiller rammerne for gruppens arbejde. Gruppen har ansvaret for indretning og drift af området og har etableret et samarbejde med produktionsskolerne i området, som udfører design og produktion af grill, bænke, borde, plantekasser osv. til området.