FredericiaC har prækvalificeret de tværfaglige hold, som skal deltage i konkurrencen om en udviklingsplan for den nye bydel mellem Fredericias bymidte og Lillebælt. Feltet lover godt for kvaliteten, vurderer projektets nøglepersoner
Syv hold med arkitekter, ingeniører, bylivseksperter, økonomer og andre fagfolk er efter prækvalifikation nu valgt ud til konkurrencen om en udviklingsplan for Fredericias nye bydel. Feltet af hold indfrier i høj grad forventningerne hos partnerskabet bag FredericiaC-projektet.
- Det er fantastisk, at så mange højt kvalificerede folk fra mange lande har haft øje for mulighederne i Fredericia. Det stærke felt, som nu er valgt ud, lover godt for kvaliteten af det grundige forarbejde, som kræves, når vi skal skabe fremtidens bydel, siger Fredericias borgmester Thomas Banke.
De syv udvalgte hold tæller fagfolk fra Storbritannien, Italien, Tyskland, Holland, Sverige og Danmark. I alt 36 tværfaglige hold havde søgt om prækvalifikation, da fristen udløb 14. juni, og netop tværfagligheden har været et absolut krav fra FredericiaC.
- Byudvikling er meget mere end at bygge huse og veje. Der skal f.eks. også være nogen, der har forstand på, hvordan man skaber liv mellem husene, og hvordan det hele skal hænge sammen økonomisk. Det har ansøgerne tydeligvis forstået og taget til sig, siger en tilfreds bestyrelsesformand, Lars Holten.
Utraditionel konkurrence
Det er en stor opgave, der venter de syv hold. Udover at udarbejde en plan for området skal de forklare, hvordan visionen om bl.a. byliv, arkitektur, borgerdeltagelse og bæredygtighed kan føres ud i livet. De skal anvende et nyt værktøj til at arbejde med bæredygtighed i forhold til både miljø, økonomi, sociale forhold og sundhed, og endelig skal de forholde sig nøje til problemstillinger som håndtering af jordforurening og nærheden af risikovirksomheder.
Konkurrencen er en såkaldt tofaset parallelkonkurrence med indbygget dialog.
- Vi har valgt en utraditionel og meget dynamisk konkurrenceform, hvor borgere og interessenter inddrages systematisk. Det har vi bl.a. gjort for at sikre, at alle aspekter afdækkes, og at de forskellige synspunkter og interesser kommer med i betragtning, fortæller Mette Lis Andersen, direktør for Realdania Arealudvikling.
Når konkurrencen er utraditionel, skyldes det bl.a., at konkurrenceprogrammet, som danner grundlag for holdenes opgave, kan revideres undervejs, efterhånden som dialogen mellem hold, borgere og interessenter udvikler sig.
- Vi glæder os til samarbejdet med de syv hold, og vi er meget spændt på at se, hvad de kan gøre sig af tanker, når de frem til november skal udarbejde en projekt- og procesbeskrivelse for byudviklingen. Det skal blive spændende at se holdenes forslag og drøfte dem med borgerne, inden vi til december skal beslutte, hvilke hold der går videre til næste fase, siger FredericiaC’s projektchef Jesper Kjærgård.
Konkurrencens Fase 2 finder sted til foråret med den forventede endelige afgørelse af konkurrencen i maj 2011. I denne fase skal det reducerede felt af hold udarbejde forslag til en egentlig udviklingsplan for FredericiaC.
Pressen kan få flere oplysninger hos:
Jesper Kjærgård, projektchef, FredericiaC: jkj@fredericiac.dk, tlf: 3057 8277
Lars Holten, bestyrelsesformand, FredericiaC: lars.holten@carlsberg.com, tlf: 4050 6274
Holdene: Hvis pressen ønsker at tale med repræsentanter for holdene, kan Jesper Kjærgård, FredericiaC, hjælpe med kontaktmuligheder.
Du kan også finde flere oplysninger om byudviklingen og konkurrencen på www.FredericiaC.dk.
FAKTA:
De prækvalificerede hold er:
• Tegnestuen Vandkunsten, Esbensen A/S, Sloth Møller A/S, Viatrafik, IMOTIO, ICP A/S, SBI, CBS, KA.
• Adept, COWI, Noema, Topotek 1
• Arup Design, Effekt, Experientia
• SLA, Atkins Danmark, Deloitte, Norconsult, Keinicke og Overgård, LIFE
• Cobe Arkitekter, Transform aps, LIW Planning aps, Transsolar, MIC
• Lundgaard & Tranbjerg, Kristine Jensens Tegnestue, Alectia
• KCAP, Rambøll, Facton.
FredericiaC
FredericiaC er et partnerskab mellem Fredericia Kommune og Realdania Arealudvikling. FredericiaC har som formål at udvikle tidligere industriarealer mellem bymidten og vandet.
Område er på i alt ca. 20 ha og forventes at have en bebyggelsesprocent på 120:
50 % boliger,
40 % erhverv – heraf op til 15.000 m2 detailhandel
10 % kultur.
Bag udviklingen står partnerselskabet FredericiaC P/S, dannet af Fredericia Kommune og Realdania Arealudvikling.
Vision for FredericiaC:
Parterne har i fællesskab formuleret følgende vision for byudviklingen:
• Historien, den moderne bybygning og arkitektur mødes og skaber nytænkning
• By- og livskvalitet og udviklingsmuligheder går hånd i hånd
• Byens borgere og aktører deltager aktivt i byudviklingen
• Fredericia bliver en af flere katalysatorer for Trekantområdets udvikling
• Bæredygtighed både med hensyn til økonomi, miljø, socialt og sundhedsmæssigt indgår i planlægningen og løsningerne.