Der var stor interesse og spørgelyst. da FredericiaC tirsdag den 22. juni holdt åbent informationsmøde for alle interesserede
Omkring 120 mennesker var mødt op i lokalerne på havnen for at høre om den parallelkonkurrence, som for nylig er skudt i gang, og om den midlertidige indretning, som i år finder sted på et ca.140.000 kvadratmeter stort område af den gamle Kemiragrund.
På mødet kunne FredericiaC også fortælle, hvordan de mest forurenede dele af det tidligere industriområde bliver hegnet ind, så der ikke bliver adgang. FredericiaC vil plante pil på disse områder, indtil det står klart, hvad områderne skal bruges til, og herefter bliver der taget stilling til oprensningen.
Foruden graden af forurening på området blev der blandt andet spurgt til forholdet til nabovirksomhederne, bæredygtigheden, muligheden for belyste løberuter og salget af byggeretter.
Borgerne deltager aktivt
I løbet af det næste års tid vil borgere og interessenter blive involveret flere gange i FredericiaC-projektet, bl.a. ved flere åbne møder, aktiviteter i området og offentlige udstillinger af forslag fra de konkurrerende hold. Det er nemlig en vigtig del af FredericiaC-projektets vision, at borgere og interessenter deltager aktivt i byudviklingen.
Næste informationsmøde bliver mandag den 30. august, hvor en større del af den midlertidige indretning af området skal indvies, og FredericiaC kan fortælle hvilke tværfaglige hold, der er prækvalificeret i konkurrencen om en udviklingsplan.